Nej Hr. Hansen du må ikke spille på frosne greens!

Det var en bitterkold decemberdag, og Mortensen, golfbanens gnavne Greenkeeper, så med bekymring ud over "The fine golf club".

Banen lå dækket af et tyndt lag rimfrost, og det hvide, skrøbelige tæppe glimtede i det blege vinterlys. Dybt under jorden sov de små, fine græs-planter på greens, og samlede kræfter til foråret.

Klokken ni om morgenen ankom en gruppe ivrige golfspillere, anført af den utålmodige hr. Hansen. De ignorerede det store skilt, hvor der stod "BANEN ER LUKKET GRUNDET FROST".

"Bare rolig, gamle ven," grinede hr. Hansen til Greenkeeperen, "vi passer godt på. En hurtig 9 hullers skader aldrig!"

Greenkeeperen sukkede. Han vidste, at ord var nytteløse mod golffebers hærgen.

Spillerne begav sig ud.

De første slag gik fint, men da de nåede den første green, begyndte problemerne. Under det lette lag frost var jorden stenhård.

Da hr. Hansen trådte ind på greenen for at putte, knasede det højt under hans golfsko. Hvert skridt, hvert fodaftryk, efterlod et lille, mørkt mærke i det hvide tæppe. Som usynlige spyd gennemborede de de sovende græsplanters kroner.

Spillerne puttede færdigt, uvidende om den skade de forårsagede. Boldene hoppede og bumpede hen over den ujævne, frosne overflade.

I ugerne der fulgte, fortsatte vintervejret. Sneen faldt og dækkede banen. Da foråret endelig kom, og sneen smeltede, blev den fulde konsekvens synlig.

Hr. Hansen vendte tilbage til banen, forventningsfuld, men blev mødt af et sørgeligt syn. Greens, der normalt var fløjlsbløde og grønne, lignede nu et arret landskab.

Overalt, hvor de havde trådt, var der store, brune, døde pletter.

Hvert eneste fodaftryk fra den kolde decemberdag var nu et dødt område. Græsset var blevet mast og knust mod den frosne jord, og de fine planter havde ikke kunnet overleve den hårde behandling i deres sårbare, sovende tilstand.

Greenkeeperen kom hen til hr. Hansen, der stod med åben mund af forfærdelse.

"Græsset er som en sovende bjørn om vinteren, hr. Hansen," forklarede Greenkeeperen med dæmpet stemme. "Den må ikke forstyrres. Når jorden er frossen, og græsset dækket af frost eller rim, er det utroligt skrøbeligt.

Vægten fra dine sko og vogne presser de frosne blade og plantens hjerte mod den hårde is. Det svarer til at træde på glas."

Hr. Hansen kiggede skamfuldt på de ødelagte greens. Han forstod nu, at en hurtig runde golf om vinteren ikke kun handlede om hans egen fornøjelse, men om banens overlevelse.

"Det tager måneder at reparere denne skade," fortsatte Greenkeeperen. "Vi bliver nødt til at så nyt græs og vente på, at det vokser. I mellemtiden er greens ujævne, og spillet vil lide."

Fra den dag lærte hr. Hansen og hans venner at respektere banens vinterhi. De indså, at en lukket bane om vinteren var en nødvendighed for at sikre, at "The fine golf club" kunne være smuk og spilbar, når den rigtige sæson startede igen. De valgte for eftertiden at spille på vinter tee og vinter greens, og forstod nu hvor lidt der skulle til for at ødelægge greenkeepernes fine arbejde!

Glædelig vintergolf